Assens Havn får hovedrolle i historisk stort stenrevsprojekt

18 norske skibe fragter tusindvis af tons sten til Nordkajen frem mod november.
De kommende måneder bliver der travlt på Assens Havn, som har fået en central rolle i et af de hidtil største stenrevsprojekter i Danmark. Miljøstyrelsen skal genoprette tre store stenrev i Lillebælt ved Helnæs og Lyø, og fordi Assens ligger tæt på lokationerne, bliver havnen omlæsningslokation.
Frem mod november anløber 18 norske specialcoastere, som hver fragter omkring 4500 tons sten fra Norge til Nordkajen i Assens. Herfra sejler mindre specialskibe stenene ud til udlægning i Lillebælt, og havnen forventer 2-3 anløb og afgange om dagen i de næste 3-4 måneder. Nordkajen vil være lukket for gæster i perioden.
“Det er en utroligt spændende opgave, da der vil være uafbrudt aktivitet på havnen over 3-4 måneder. Samtidig er skibene af en størrelse, som er noget af det, vi maksimalt kan håndtere med den plads og vanddybde, vi har i Assens. Så det bliver en spændende opgave.” fortæller havnechef Ole Knudsen.
Han lægger vægt på sikkerheden: ”Vores vigtigste opgave er at stå for sikkerheden. Det handler både om at få skibene hjulpet sikkert i havn og assistere skibene ved anløb og afgang, men også på selve kajen i forhold til varerne og på Kajen i det hele taget”, siger han.
Ved Helnæs Nord lægges nye sten på omkring 5 hektar, ved Helnæs Syd på cirka 3,5 hektar og ved Lyø på cirka 2 hektar. Stenene skal skabe leve- og gemmesteder for havets dyre- og planteliv. Det første skib anløber havnen i aften.